torsdag den 23. december 2021

Året der gik 2021

 

Som i kan se i de forudgående indlæg, brugte jeg en del tid på både min Herald Estate og min "racermidget" sidste vinter. Starten på renoveringen af den røde Herald Cabriolet, tog også en uventet drejning senere på året, så her får du et kort resume af året der gik.

Det første løb foregik på Stigsnæs 25 april, Hvor jeg blev nr.4 efter 3 hurtige minier og derfor den hurtigste MG på dagen og 20 point til klubmesterskabet, Martin fulgte 6 sekunder efter også i min midget.


2.løb var i Sønderborg hvor Martin blev nr.2 og jeg blev nr.4, i den hurtige klasse.




Tredie løb var i Svendborg, 20 juni, hvor det desværre regnede meget, først på dagen. Martin sluttede som nr.3 i den hurtige klasse og jeg blev nr.5




Efter sommerferien var første løb i Kolding, hvor jeg blev nr.5, martin måtte desværre melde afbud.


Vi afsluttede sæsonen på stigsnæs i september, hvor Martin blev nr.3 og jeg blev nr 5, da Martin ikke er medlem af klubben, fik jeg 20 point som dagens hurtigste MG i klubben og vinder derfor klubmesterpokalen for tredie gang i træk.





xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx


På renoveringsprojektet med Heralden fik jeg kun arbejdet en uge i marts, så det så ud til at have lange udsigter. 



Som sædvanligt måtte Herald Estaten holde for til arrangementerne i de andre klubber hvor jeg er medlem, det blev dog til en enkelt hyggetur i min racermidget, men det var ingen succes, den bliver simpelthen for varm, når den skal køre så langsomt!


Året træf i Triumph-klubben foregik i august i Hillerød, hvor vi boede på vandrerhjem, så Heralden slap for at trække campingvogn denne gang.




xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

Englændertræffet i Løve sidste lørdag i september blev igen en succes i tørvejr, med ca. 100 deltagende biler.



xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

I oktober kunne vi endelig igen komme til swapmeet på Nyvang ved Holbæk, hvor jeg fik solgt en del stumper og reservedele.

PÅ markedet fik jeg også besøg af hr. Nielsen med frue, der længe har forsøgt at få mig til at sælge min Herald Estate. For at gøre en lang historie kort, endte det med at jeg byttede med en 1966 Herald Convertible, der har kørt i Los Angeles. 


 Så nu slipper jeg for at lave rustarbejde på to biler og jeg manglede jo en åben vogn til hyggekørsel, efter jeg solgte den blå Midget sidste år.

"vognparken" består nu af:

MG Midget 67 til MG-Sport


Triumph Herald Convertible til solskinsture


MG 1300 MK2 til hverdag og regnvejr


Triumph 2,5 PI 


Glædelig Jul

&

Godt Nytår




.
















torsdag den 9. september 2021

"Ladefund" i sommerferien.

 Jeg havde i et stykke tid kikket lidt på denne MG i veteranposten, men der er jo langt til Århus når man bor herovre på øen. Når nu årets campingferie var ved Silkeborg, så kunne der jo ikke ske noget ved at kigge nærmere på bilen.



Jeg fik selvfølgelig købt bilen, som er en MG 1300 mk2 fra 1970. Den havde stået et par år i laden, så jeg havde ikke mod på at køre i den hjem. Så det blev til en ekstra tur til Jylland, ugen efter.




Jeg er den fjerde ejer siden 2015, så det var ingen overraskelse, at der var et problem med den.
Efter en omfattende fejlsøgning, fandt jeg et stykke gummi i rørforbindelsen mellem svømmerhus og strålerør, på den ene karburator, så nu kører bilen som den skal, på alle fire cylindre.



Efter montering af nye dæk og 13 tommer fælge, kører bilen rigtig godt. 



 


Hvem ved, måske bliver det et langvarigt bekendtskab!


torsdag den 8. april 2021

"Fuld udblæsning"

 Optimering af udstødning på Midget


Jeg har længe tænkt på at forbedre mit udstødningssystem og da jeg har ændret baghjulsaffjedringen så bagakslen nu kan falde længere ned, blev det også nødvendigt at sænke udstødningen, da den jo er placeret under bagakselen på en Midget.


Hullerne i "big bore pakningen" var for små til min nyindkøbte manifold, men det er der jo råd for.



Den tidligere manifold var til en højrestyret bil og derfor ændret flere steder med dårligt flow tilfølge.


Det er en større opgave at få plads til tre afgangsrør, men det lykkedes.


Jeg går jo ind for genbrug så det var jo dejligt, at en af mine venner havde en næsten ny 2" udstødning liggende, der kun var "prøvekørt" på en Marina.


Det her er hvad der blev tilovers fra Marina-udstødningen! Pyha, det var en større opgave, men nu er det ihvertfald ikke udstødningen der skal have skylden hvis det går for langsomt  😉

torsdag den 11. marts 2021

Opgradering af bagfjedre på MIdget

 Bagakselaffjedring for nørder!

Mit differentialespær er typen hvor spærvirkningen ophører, hvis det ene hjul løftes fra underlaget. Det har været et stort problem, da fjedervandringen på bagakslen kun var 4,5 cm. Derved overførtes det meste af effekten til det løftede hjul, i næsten alle sving ved høj hastighed. Det kunne tydeligt mærkes at bilen tabte fart og det går jo ikke når man kører mod stopuret.


Jeg har nu købt et par bagfjedre der er fremstillet til motorsport (det er den øverste på billedet), de er blødere bla. fordi der er færre lag og bilen bevarer samme højde, uden de tidligere monterede sænkningsklodser på ca. 4cm.




På billedet er bilen hævet med donkraften, så baghjulet netop løftes fri af underlaget. Fjedervandringen er nu 8,5 cm så det ser ud som om at "operationen" lykkedes. Jeg har også udskiftet krængningsstabilisatoren foran til en kraftigere type.

Nu er jeg så meget spændt på hvordan bilen kører når sæsonen starter, men jeg tror på at det bliver godt.


Bagakselophænget på min Midget er ombygget med teleskopdæmpere, panhardstav og reaktionsarme og kan derfor ikke sammenlignes med et originalt ophæng.




onsdag den 24. februar 2021

Karburator og udstødningsoptimering Herald Estate

 Tuning af "værkstedsvognen"




Den godt tilkørte stromberg karburator fungerede såmænd stadig udemærket, men når man har varerne på hylden, skader det jo ikke med et par ekstra hk under hjælmen.


Da jeg skifte køleren, ændrede jeg ophængningen til Spitfiremodellen, uden sidepladerne mellem motor og forskærme. Derved bliver der jo også plads til et sæt HS2 dobbeltkarburatorer.


Når jeg nu var igang, monterede jeg også et bananmanifold og en Spitfire udstødning, 


Den første prøvtur bragte smilet frem, den kører meget bedre nu. 😊



Køleroptimering Herald Estate

 "det er bare bred køler mand"



Denne gamle originale køler var nok årsagen, da temperaturmåleren stod faretruende tæt på det røde felt, da vi sidste sommer hægtede en campingvogn på Heralden og trak den op over storebæltsbroen i 30 graders varme. Bilen kogte heldigvis ikke, men jeg vil ikke friste skæbnen en gang til.


Jeg havde en næsten ny køler stående, af de gl. brede type og den er nu monteret, sammen med en termostatstyret kølerblæser fra en peugeot 205. Så nu kan det godt snart blive hedebølge igen!

En ekstra bonus er at den originale kølervinge støjer meget, så nu er den afmonteret og lagt på lager.



søndag den 14. februar 2021

Swing Spring ombygning

 Opgradering af affjedring på Estaten.




Jeg har længe haft dette swing spring conversion sæt "liggende på hylden" og da storm og kulde drev mig ud af "pladeværkstedet" først på ugen, så måtte jeg jo finde på noget andet, som jeg kunne lave i  det andet værksted, hvor jeg nemmere kan holde temperaturen oppe.



 Det er ikke første gang jeg prøver denne ombygning, men det viste sig at være mere besværligt denne gang. Bøjlerne der holder fjederlagene sammen, var nu ændret til 10 mm bolte mod tidligere 6 mm og derfor havde man bare lavet bøjlerne højere og de var nu så høje så fjederen ikke kunne komme ind på plads, imellem rammen og karrosseriet! 






Jeg kunne jo have valgt at afmontere bagakslerne, men jeg kunne huske at det kun giver en lille smule mere plads. Så løsningen blev afkortning af et par af bøjlerne, åbning af en anden og så nogle uforsigtige slag med en stor hammer.




Da bagfjederen nu kun er monteret med 4 bolte til differentialet, skal de 2 overskydende huller proppes. Producenten har valgt at lægge 2 bolte med sekskantet hoved i sættet, så kan man jo hygge sig med at skære hovederne af og slibe kærv i boltene, da der absolut ikke er plads til hovederne, når fjederen placeres på  differentialet.



Der følger en meget tykkere krængningsstabilisator med i sættet og den SKAL monteres, da bilen ellers vil krænge volsomt i svingene. Her følger også en lille opgave med, da der skal være længere mellem hullerne til de nye kraftigere bøjler.




Ja, jeg huskede at smøre boltene med fedt inden montering.





Hvorfor Swing Spring?

Min Estate trængte til ef løft af bagenden og ændringen til swing spring er egentlig bare en opgradering til samme affjedring som de sidste Spitfire modeller. Det oprindelige ophæng kan give ubehagelige overraskelser, hvis man fortryder sin høje fart i et skarpt sving og slipper speederen.  Ved normal forsigtig kørsel bliver man ikke udsat for oplevelsen. Jeg har jo som bekendt før brugt min Herald til motorsport og jeg har så god erfaring med swing spring, at jeg helst ikke vil undvære fordelene.


Hvis du vil vide alt om baghjulsophænget på en Herald/Spitfire, så er der her et link til en, der har sat sig ind i opgaven:   http://auskellian.com/paul/links_files/performance_enhancements.htm#rear

fredag den 5. februar 2021

Herald Cab. renovering start.

 68 Triumph Herald Convertible renovering

Efter 5 år i mit skur, er jeg nu begyndt på renoveringen af min Herald Cab. Jeg vil løbende sætte billeder ind her på bloggen. Billederne er mest til senere brug i "familiealbummet", men du er velkommen til at kigge med.