søndag den 14. februar 2021

Swing Spring ombygning

 Opgradering af affjedring på Estaten.




Jeg har længe haft dette swing spring conversion sæt "liggende på hylden" og da storm og kulde drev mig ud af "pladeværkstedet" først på ugen, så måtte jeg jo finde på noget andet, som jeg kunne lave i  det andet værksted, hvor jeg nemmere kan holde temperaturen oppe.



 Det er ikke første gang jeg prøver denne ombygning, men det viste sig at være mere besværligt denne gang. Bøjlerne der holder fjederlagene sammen, var nu ændret til 10 mm bolte mod tidligere 6 mm og derfor havde man bare lavet bøjlerne højere og de var nu så høje så fjederen ikke kunne komme ind på plads, imellem rammen og karrosseriet! 






Jeg kunne jo have valgt at afmontere bagakslerne, men jeg kunne huske at det kun giver en lille smule mere plads. Så løsningen blev afkortning af et par af bøjlerne, åbning af en anden og så nogle uforsigtige slag med en stor hammer.




Da bagfjederen nu kun er monteret med 4 bolte til differentialet, skal de 2 overskydende huller proppes. Producenten har valgt at lægge 2 bolte med sekskantet hoved i sættet, så kan man jo hygge sig med at skære hovederne af og slibe kærv i boltene, da der absolut ikke er plads til hovederne, når fjederen placeres på  differentialet.



Der følger en meget tykkere krængningsstabilisator med i sættet og den SKAL monteres, da bilen ellers vil krænge volsomt i svingene. Her følger også en lille opgave med, da der skal være længere mellem hullerne til de nye kraftigere bøjler.




Ja, jeg huskede at smøre boltene med fedt inden montering.





Hvorfor Swing Spring?

Min Estate trængte til ef løft af bagenden og ændringen til swing spring er egentlig bare en opgradering til samme affjedring som de sidste Spitfire modeller. Det oprindelige ophæng kan give ubehagelige overraskelser, hvis man fortryder sin høje fart i et skarpt sving og slipper speederen.  Ved normal forsigtig kørsel bliver man ikke udsat for oplevelsen. Jeg har jo som bekendt før brugt min Herald til motorsport og jeg har så god erfaring med swing spring, at jeg helst ikke vil undvære fordelene.


Hvis du vil vide alt om baghjulsophænget på en Herald/Spitfire, så er der her et link til en, der har sat sig ind i opgaven:   http://auskellian.com/paul/links_files/performance_enhancements.htm#rear

Ingen kommentarer:

Send en kommentar