lørdag den 27. februar 2010

Så fik jeg horn

Godt det ikke var i panden! Efter at jeg i over to år har spredt rygtet om at jeg manglede fire kofangerhorn til min Spitfire mk1, lykkedes det mig i dag at købe dem på messen i Fredericia. Jeg synes det er sjovt at finde brugte dele til bilen og en smule patina afskrækker mig jo ikke. Det må jo godt kunne ses at min bil er 45 år gammel. Nu mangler jeg bare to stk. kølergrill til Spitfire 4/ mk1 for at kunne føre bilen tilbage til originalt udseende. (den var ombygget til mk3 front da jeg købte den)

lørdag den 20. februar 2010

Lige til kanten

Udskiftning af skærmkanter er bestemt ikke min yndlingsbeskæftigelse, jeg er dog sluppet rimeligt fra det et par gange før, så jeg prøver lige igen.                                                                                                  Bemærk billede nr2, den tykke rustbeskyttelse man brugte til hulrum for 30 år siden, har fyldt hulrummet mellem yder og inderskærm op. Et tyndere produkt ville have trukket ned og forseglet punkt svejsningerne i stedet. Det værste er,  at når ovenstående sker, kan man kun vente på at kanten ruster væk da en efterfølgende behandling med et tyndere produkt jo ikke kan trænge forbi det tykke.
I 80èrne sealede flere bilmærker forøvrigt det samme område for at undgå at kondensvand skulle løbe ned i skærmkanterne, med samme resultat,  jeg nævner ingen mærker for du kan sikkert selv huske dem!!!!!!!!!!!

søndag den 14. februar 2010

Endnu en meter

Ja som du kan se har jeg ikke indkøbt pladedele for en mindre formue, men da man jo før har set dårligt udført arbejde udført med dyre materialer, er min mening at man lige så godt kan lave de fleste dele selv og bruge de penge man sparer på andre udgifter senere i projektet.
Hvis du undrer dig over reparationen af forskærmen er forklaringen den, at på en 2000/2.5PI er forskærmene en bærende del af karrosseriet og en udskiftning af hele skærmen er derfor lige så omfattende som en bagskærm på andre biler.
Årsagen til at delene ikke er svejset sammen, er at jeg løb tør for Co2 og måtte gå over til at lave Spitfire!

Spændingen stiger

Så kom der vekselstrøm på Spitfiren, det endte med to nye lejer og jeg kommer nok også til at købe en kortere rem! Jeg sandblæste huset og gav det derefter en gang klarlak, da det ikke er meningen den skal ligne en fabriksny. Nu er bilen også ændret til minus til stel, så jeg kan få monteret et stort musikanlæg. NEJ det skal jeg IKKE, men jeg har planer om at montere elektronisk tænding, og det skal jo som bekendt bestilles til den rigtige polaritet.

mandag den 8. februar 2010

Forårsklargøring Spitfire 1. del

Der var altså for koldt på "pladeværkstedet" i aften (ja det heldige asen har to garager) og da der jo også lige er et par ting der skal laves på Spitfiren inden foråret, bla. ombygning til vekselstrøm, gik jeg  igang med at renovere et par generatorer jeg havde på hylden. Jeg arbejdede i 1978 på et Lucas serviceværksted hvor vi bla. lavede ombytningsgeneratorer, men selv efter 32 års pause havde jeg åbenbart ikke glemt hvordan de adskilles  ( en Bosch er altså nemmere).

søndag den 7. februar 2010

Det går stadig fremad

En hel weekends arbejde kan da heldigvis ses.

onsdag den 3. februar 2010

Ugens fremskridt

Da jeg pt. også er "arbejdsramt" i weekends, blev denne uges fremskridt kun på én meter panel. Men jeg kan da sige at jeg stadig er igang!