mandag den 16. november 2015

Stort eftersyn af PI






Jeg fik som sagt kørt et par lange ture i min PI inden forsikringsæsonen sluttede og listen over opgaver til den kommende vinter blev ret lang.
Lakken ser fin nypoleret ud, men opgaverne gemmer sig jo som regel i motorrummet og under bilen.
Jeg prøvede ikke bilen inden købet, men jeg gik den igennem for rust og jeg har jo fulgt den i 10 år på nettet, hvor de fem forskellige ejere altid er kommet hjem på egne hjul!  Jeg tror det er 16 år siden at den daværende ejer gav den et "stort eftersyn" for at rette småfejl, de efterfølgende ejere har bare nydt at køre i den og sluppet godt fra det.
Jeg går nok, mere end de fleste, op i at det mekaniske er i orden og hygger mig med at lave alt selv.
Jeg når nok ikke det hele inden marts, men todo -listen ser foreløbig sådan ud:

1/    Knækket speedometerkabel udskiftes. (det passer vist fra en TR6 m. o/d)

2/    Rat udskiftes. Polstringen mangler flere steder under læderet.

3/    Afviserarm løs. Samtidig monteres kørelys og op og nedblænding i overhalingslyskontakten.

4/    Baglygte udskiftes (glasset sidder løst)

5/    Bagsædeseler genmonteres efter tidligere pladearbejde.

6/    Dørrude i førerdøren udskiftes (ridset) og der fulgte en ny med bilen.

7/    Sædebund i førerside udskiftes og evt. rep. af sædehynde m. læder fra andet sæde.

8/    Diverse små lakskader sandblæses og lakeres.

9/    Tandstangsophæng udskiftes. Gummiet er mørnet så tandstangen bevæger sig over 2 cm, på tværs af bilen før hjulene begynder at dreje!  (det er yderst spændende at køre med)

10/   Anhængertræk genmonteres (så jeg kan tage campingvognen med til årstræf)

11/   Løse pyntelister og emblemer fastgøres.

12/   Manglende dræn fra forskærme bores. (det drypper fra samlinger to døgn efter bilvask)

13/   Rustbeskyttelse af alle hulrum m/ supertynd rustbeskyttelse.

14/   Forsegling af alle fire skærmkanter med "norske" lister.
 

15/   Speederkabel udskiftes (der er 5 tråde tilbage)

16/   Forlygter udskiftes (rustne)

17/   S-Seler foran udskiftes (defekte)

18/   Motorophæng udskiftes. (motoren står på tandstang og forbro)

19/   Gearkasseophæng udskiftes. Kan vidst ikke skaffes, så jeg må tilpasse et fra en non o/d kasse.

20/    Bøsninger i bagerste hjulophæng udskiftes. Et par af dem sidder løst i hullet.

21/    Dyser renses.

22/    Rep. eller udskiftning af spjædaksler.

23/    Kortere v-rem monteres (så der bliver plads til batteriet)

24/    Motorvask

25/    Diverse oliespild minimeres!

26/    Cosmic alu-fælge monteres.

                                                 Det bli´r en lang vinter i garagen!

søndag den 15. november 2015

Nu skal der skrues.


Så blev det tid til at gå i hi med de gamle biler. Jeg nåede at køre over 80 km i min "nye" PI og det resulterede i 26 punkter på "todo-listen". En masse småfix og et par større opgaver. Bilen lever helt op til mine forventninger og der er jo altid noget der kan forbedres på en gammel englænder.

Jeg skal også i gang med renovering af den røde cabriolet, men der skal nok sket noget uventet, hvis den kommer ud at køre i 2016.

Jeg har lidt svært ved at beslutte, hvilken en af disse to der må "flytte hjemmefra", men jeg skal kun have to gl. biler at vedligeholde, så en af dem må jo videre.


søndag den 8. november 2015

Nu ku´jeg ikke vente længere!

Mange af jer venter sikkert stadig spændt på fremgang i mit PI-projekt. Jeg har aldrig prøvet at køre i en PI mk1 og da der sikkert kun er to kørende i Danmark, måtte jeg købe den ene i dag for at styre nysgerrigheden.


Nu kan den kommende vinter kun gå for langsomt!


fredag den 10. juli 2015

Her har vi "balladen" på Triumph Saloon / Stag.

På min grønne PI var de 8 år gamle paneler rustet væk. Problemet er at ham der udskifter panelerne, ikke kan se hvordan forskærmene ser ud indvendigt. (eller også var han bare ligeglad)

I regnvejr løber vandet fra taget ind i forskærmene og igennem et sindrigt system med render og slanger ud gennem et stort drænhul i bunden af forskærmen. Den gule PI er den fjerde saloon jeg har adskilt/ophugget og på alle 4 havde man "glemt" at lave drænet!

På den grønne PI havde pladesmeden været ekstra grundig, han havde tætnet alle samlinger ved panelerne. Derved havde der stået ca.5 cm vand i panelerne i flere dage efter hver regnbyge!



torsdag den 9. juli 2015

Sidste tur på liften.

Jeg købte for et par år siden denne 2,5PI mk1 og planen har hele tiden været, at den skal være donorbil til mit grønne "langtidsprojekt". Så nu skal det være, jeg plukker bilen for alt brugbart og så får jernhandleren resten.

Da min den grønne var totalt adskilt da jeg fik den, så ved jeg jo ikke om der mangler noget, så også alt fra kabinen bliver lagt på lager. Det bliver også nemmere at samle bilen, når man selv har demonteret en og samtidigt taget en masse fotos af opgaven.

Jeg har jo også en brugbar karrosse på lager, så hvem ved, der kan måske blive en rally-replica ud af de dele der bliver i overskud. Men hvis jeg skal bygge den bliver det ikke i dette årti!




torsdag den 11. juni 2015

"Gearløs" DKW

 På en tur med veteranklubben i går, var der pludselig ingen forbindelse fra gearstangen til gearkassen. Så er det rart at vejen er tør når man skal ligge på jorden og reparere! Det viste sig at nylonbøsningen til kuglekoblingen var gået i opløsning og faldet af. Det store held i uheldet var, at det skete 3 km hjemmet, så jeg satte den i andet gear og kørte hjem og byttede til Heralden.

Jeg bliver tit mobbet med at jeg aldrig smider noget ud og selvfølgelig havde jeg en ny bøsning på lager! Da jeg havde værksted i 90érne reparerede vi en del Fiat 127 og bøsningen til Fiat´en passer 100% på DKWén. På 127éren fejlede den røde bøsning aldrig noget og så kan man jo lige så godt gemme dem i tyve år til senere brug!




mandag den 1. juni 2015

"fars dag" hos MG-Sport på Fyn.

Jeg kørte for mange år siden en del manøvre- og specialprøver, som medlem af en af de lokale motorklubber, men så kom der bla. hus,børn og en masse andet i vejen. Som sikker flere andre, syntes jeg det lød spændende, da Triumph-klubben indledte et samarbejde med MG Car Club, om at vi kunne deltage i deres arrangementer. Argumenter for og imod deltagelse er der selvfølgelig masser af, men nu skulle det være, så tidlig lørdag morgen drog jeg sammen med en klubkammerat til Bogense.

Dagen startede med et licens-kursus, for da jeg droppede min licens i 1992, betragtede jeg nu mig selv som nybegynder. Det er stadig de samme regler som da jeg fik min første licens i 1973, så jeg bestod sørme igen, så nu kan jeg melde mig ind i motorklubben og køre specialprøver igen!

Som du kan se kan man stille op i hvad som helst, også en Herald med plydsindtræk!

Klasseinddeling har man lavet om til seedning, så jeg kom til at køre imod andre begyndere og biler med få heste under hjelmen, i dette tilfælde 4 stk. MGA og 2 MGB.

Heralden overraskede mig på flere punkter. bla. kan den lave en masse hjulspin, når man sætter igang på tør asfalt og det kan måske skyldes de 10 år gamle Indonesiske discountdæk!

Til min overraskelse fik jeg den bedste placering på den store rundbane, som nr. 3, syv/hundrededele efter nr. 2. Vores klasse blev vundet af min bror, i hans fine MGA mkII og min placering kender jeg ikke, men det var nok 5 el. 6. Det var for øvrigt en Triumph der blev generelt hurtigst, men jeg håber at vi på trods af det bliver inviteret med en anden gang!


Dagens største tekniske problem, var en forlygtepære der sprang på Land Roveren! Heralden kører bare, så måske gør vi det igen. Det var helt sikker et af årets højdepunkter. Du skú prøve det!

 billederne er tyvstjålet fra Jacobs facebook-side.



mandag den 11. maj 2015

"Bygningsfejl" udbedret

Heraldens medfødte bygningsfejl er som bekendt, at bilen bliver "hjulbenet" bagi,  hvis man ved for høj fart drejer skarpt og samtidigt slipper speederen. Det er da ubehageligt, men ved "normal" kørsel sker det ikke. Der er gjort mange forsøg på at forbedre bilens køreegenskaber og jeg har valgt den originale, der stammer fra Spitfire MK lV fra 1970érne.

Systemet kaldes Swing-Spring og består af bagfjeder og en tykkere krængningsstabilisator  foran.

Her er der vist ingen der har pillet ved "Yrsa" siden 68!  Til Triumph begyndere kan jeg oplyse, at det gule er bagsædet og ryglænet er fjernet.

Bagfjederen var slidt halvt igennem det ene fjederlag, efter 46 år i de Jyske hjulspor.




mandag den 20. april 2015

Spitfire mk1 søger ny ejer.






Min tidligere Spitfire4 mk1 1964 kan købes. Ejeren er død og jeg har lovet hans kone at sprede rygtet om at den kan købes.





Karrosseriet er i rigtig god stand og det mekaniske er også i orden. Jeg kørte sidst i den i efteråret og den kører stadig supergodt med sin 1300 Herald motor. Den er synet i juni 2013. Prisen er 69.500,- og det haster ikke med at få den solgt, da den stadig bliver brugt.


lørdag den 18. april 2015

Motorskift på "Rumlepotten"

Sidste lørdag kørte vi en længere tur i DKWén og det var en ren fornøjelse, bortset fra det kraftige rumleri fra krumtaplejerne. Noget måtte der ske, så jeg fandt frem til en Dkw-entusiast i Nordsjælland der havde en motor stående og han havde tilmed haft den startet op og afprøvet den. I aftes tog jeg så den defekte ud af bilen og i formiddags hentede jeg den "nye". Efter middag begyndte jeg at lægge den i bilen og ved fire tiden kørte jeg den første prøvetur.

denne video er også lydløs!


Sikken en forandring, motoren er så lydløs så jeg nu har flere små opgaver med at fjerne rasle og knirkelyde, som man ikke havde en chance for at høre før.

Den gamle her går rigtigt godt bortset fra lyden, så måske skulle jeg finde en bedre krumtap til den.
En Dkw krumtap består af tre dele der er presset sammen, så man kan ikke selv skifte kuglelejerne. Et  firma i Hamborg sælger ombyttere med nye lejer, men prisen er ca. kr. 10.000, så jeg kan godt bruge lidt tid på at finde en anden der dur!

tirsdag den 7. april 2015

Rystene oplevelse og "domsafsigelse"

Jeg var så glad for at jeg havde to nye originale Stanpart bremsetromler, fra 1986 liggende på lager. Men efter en masse prøveture for at finde årsagen, til et helt vildt rysteri fra de nye bremser, viste det sig at det var de fine nye tromler der var skæve. Jeg måtte så ud og finde de gamle i jernbunken og sætte dem tilbage på bilen!

I dag fik jeg så dommen for mine anstrengelser:
"Den var ikke så ringe endda", som de siger ovre vestpå.

torsdag den 2. april 2015

Så kører den.

Jeg fandt en tæt tank på mit lager, det gav også et større bagagerum, da den defekte var en af de sjældne Vitesse-tanke der er 10-15 L større en Heraldens.

For at komme ud og prøve bilen er det jo nødvendigt med et førersæde og denne operation greb også lidt om sig. Jeg havde et sæt nye væg til væg tæpper liggende og det var den billige type der skal limes fast. Det er absolut ikke mit yndlingsjob og man skal jo helst ikke ryste på hånden, når man tilskærer de dyre tæpper med en skarp hobbykniv.

Bilen kørte fint en tur rundt om byen, men selvfølgelig skulle den lige være lidt på tværs, nu var benzinrøret under bunden sprunget læk!

Så er der lidt til jernhandleren og renovering, hvis jeg skulle komme til at kede mig!



onsdag den 1. april 2015

Situationsrapport

Det ser godt ud med et nyt frontpanel og malede gummifendere, men udover det kan man næsten ikke se jeg har brugt et par måneder på at lave den klar til syn.

Bremserne bagi er nu også i topstand, med nye slanger, hjulcylindre og håndbremsekabel.

Jeg måtte selvfølgelig også lige renovere speederpedalen. Hullerne til akslen var slidt til 3 gange den oprindelige diameter og jeg har også monteret ny returfjeder.


Det nye panel jeg havde på lager til mit kommende 1200 Cab. projekt, blev i dag lakeret og monteret.
Jeg kunne ikke nå at reparere det der hører til bilen, det er nok også nemmere at spare sammen til et nyt.

Jeg har også fået tanken monteret, så nu mangler der bare rengøring og montering af nye tæpper, samt sæderne.
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

SIDSTE NYT: Jeg har lige været i garagen og selvfølgelig kunne tanken ikke holde til at blive af og påmonteret, gulvet sejlede i benzin. Det her vil sgu ingen ende tage!

Nu håber jeg at jeg har en tæt på lager, bilen SKAL til syn på tirsdag.



lørdag den 28. marts 2015

"Jordforbindelse" +swingspring

Beslaget på rammen til montering af krængningsstabilisatoren, har i årevis været fyldt op med fugtig jysk muldjord, så også her var opgaven større end først antaget, da der også var et stort hul i chassisrammen.

De nye beslag skal også holde til lidt mere, da stabilisatoren til swing-spring sættet er væsentlig tykkere en den originale.

Swing-spring sættet består af en bagfjeder og en tykkere krængningsstabilisator til forenden. Den originale bagfjeder er spændt fast på differentialet og virker derfor også som krængningsstabilisator. Dette bevirker bla. at størstedelen af bilens vægt ligger på det yderste baghjul, når bilen krænger i skarpe sving. Swing-spring fjederen kan bevæge sig frit, da bilens vægt kun hviler på et enkelt punkt midt på fjederen. Dette giver stort set samme vægt på begge baghjul i sving og modvirker derfor "pendulakselhop" som de små Triumpher er så berygtet for. Da man nu har fjernet stabililisatorvirkningen bagi, er det vigtigt at man samtidigt udskiftet stabilisatoren foran til en tykkere model. En Triumph kommer ikke til at køre som en Lotus med denne ombygning, men den bliver væsentlig bedre end udgangspunktet.



onsdag den 25. marts 2015

Bremseeftersyn med komplikationer.

Som det ses har serviceintervallerne vist været lidt for lange på Heralden. Kort sagt var hjullejer, bremseskiver og kalibre ok, resten var enten slidt op eller rustet sammen.
Heldigvis har jeg jo en masse brugte dele på lager og jeg havde for nogen tid siden pudset et forhjulsophæng op, til mit kommende Herald Cabriolet projekt.

Støddæmperen og bremseslangen er nye, resten er sandblæst og malet. Der er ca, 10 timers arbejde (pr.side) i sådan en opgave, men det er jo rart at vide at alt nu er 100%.


mandag den 23. marts 2015

Klamp!

Jeg skulle lige svejse en lille trekant i venstre dørpanel og det gav så endnu en overraskelse.
Det må være en bagersvend der har repareret panelet sidst, for det var opbygget som en lagkage, med en ny plade ovenpå den rustne. Det er toppladen man ser til højre i billedet.

Så endnu engang blev et lille hul til 70 cm plade.


søndag den 1. marts 2015

Bunden er nået






Så er det slut med at føle sig som Fred Flintstone, når man kører tur i Heralden. Så nu mangler jeg bare lidt svejsning på  døre- fronthjælm- bagklap- paneler- , men det er jo løsdele på en Herald, så det kan vente til efter den har været til syn.