mandag den 25. januar 2016

Op på dupperne II (motorophæng)

 Motoren havde "lagt sig til hvile" på tandstangen, så motorvibrationerne forplantede sig til karrossen.
 Motorophængene (af ubestemmelig herkomst) var faldet sammen under den ca.230 kg tunge motors vægt. Hermed stor tak til "banemanden" fra Gyrstinge, der gav mig to originale, for flere år siden!

 Nu er det ophængene og ikke styretøjet, der bærer motoren. Det bliver sikkert en ren fornøjelse.

Jeg ved godt den trænger til en motorvask, men jeg skal være færdig med lakrep. og rustbeskyttelse af hulrum, før den skal spules med vand.

"Dum" dør

 Det nederste dørhængsel fungerer også som dørstop i en Triumph saloon og jeg havde godt bemærket at fjederen der holder døren fast når den er åbnet , lå i handskerummet. Da jeg skulle montere fjederen idag opdagede jeg desværre, at døren slet ikke var skruet fast til det nederste hængsel
 Da bilen fik lavet panel, har autolakereren sikkert afmonteret døren for at gøre sit arbejde ordentligt. Uheldigvis falder pladen med gevindhullerne ned i bunden af døren, så han ikke kan samle den igen!

Her var så forklaringen på den lange revne i lakken på døren! Døren svingede jo op i forskærmen pga. det manglede stop.

Det var så endnu en lille fejl der blev rettet på min "nye" PI. Men jeg har ikke tabt modet og jeg hygger mig gevaldigt i garagen og jeg tror snart jeg er nået mere en halvvejs på todo-listen.

lørdag den 23. januar 2016

Op på dupperne (gearkasseophæng)

 Motor og gearkasse var sunket og lå nu direkte på tandstangen og vangen til gearkasseophænget.
En af årsagerne var denne "hjemmestrikkede" løsning med fugemasse løse gummistykker mm.

Som det ses på billedet er motor/gearkasse blevet tvunget fremad og kølervingen var også kommet faretruende tæt på køleren. Det havde nok heller ikke varet længe før der var slidt hul i gearkassen.

 Jeg har meget glæde af den engelske "Club Triumph" hjemmeside hvor alle Triumph folk kan hjælpe hinanden, uanset om de er medlemmer eller ej. Her fandt jeg billeder af ombygningen til J-type overdrive gearkasse og så var det jo bare at gå igang med at skære og svejse.

Ved at sænke vangen 40mm bliver der også bedre plads til speedometerkablet. Jeg valgte at lægge en gummiklods under ophænget i vangen, så vulkaniseringen i ophænget  ikke skal bære hele vægten.

onsdag den 20. januar 2016

Ny duft i bagagerummet.

 I dag var opgaven oprydning og udbedring af fejl ved benzinpumpen i bagagerummet. Jeg syntes det var lidt for spændende med en utæt benzinslange ved siden af uisolerede ledninger! Slangen + en anden der så mør ud blev udskiftet. Gummiophænget til reduktionsventilen var også faldet fra hinanden og blev udskiftet. Højtrykspumpen kører med et tryk der er højere end en hobby luft-kompressor, så slanger mm. kan lave en hel del støj, hvis de ikke er isoleret fra karrossen og det fik jeg også styr på. Ledningerne puttede jeg ind i et par gummislanger, så der ikke er risiko for kortslutning.

Det pyntede og nu kan man næsten ikke høre benzinpumpen inde fra kabinen. Den oprindelige Lucas pumpe, der absolut ikke får skyld for at være driftsikker, er heldigvis udskiftet til en Bosch.

søndag den 17. januar 2016

Nøj....den bli´r go´

Dagens opgave:  ventiljustering

På 7 af de 12 ventiler var spillerummet meget lille eller lig nul, så det var vist mange km siden de blev justeret sidst. Det er også lidt bøvlet at få topdækslet af, med alle de slanger og kabler der er på sådan en PI. 

De fleste biler har i dag hydrauliske ventilløftere, hvor spillerummet "justeres" med motorens olietryk. Det bevirker at man slipper for justeringsarbejdet, men det betyder åbenbart også at mange ikke ved, hvor vigtigt det er på en ældre bil. Denne gang tror jeg jeg "reddede den" inden der brændte hakker i ventilerne, men det skyldes mere held end dygtighed!



Da jeg kom hjem med bilen og kørte den ned af traileren, mente min kone, at den skulle have en anden motor, da den gik elendigt i tomgang og "skød og skabte sig" når man trådte på speederen. Det er jo aldrig rart når en rengøringassistent kan høre, at man har købt en bil med dårlig motor!

MEN NU KØRER DEN og endda også jævnt efter koldstart og efter kort tid kan koldstartknappen trykkes ind. Der er jo ikke choker på en motor med benzinindsprøjtning og i dette tilfælde er det et dobbeltkabel, det ene giver benzintilskud og det andet hurtigtomgang.

Der er lige et par opgaver endnu. Omdrejningstælleren i mit måleinstrument, gik i stykker under justeringen, så jeg må købe et nyt og jeg har slet ikke justeret tænding endnu, så jeg tror det bliver rigtig godt det her.

lørdag den 16. januar 2016

Olie og gas..... del 3 "gasspjældsjustering"

Idag fik jeg så justeret speedertrækket - hurtigtomgang ved koldstart og samtidigt synkroniseret de tre spjældhuse. Det nye K&N filter lå i bagagerummet da jeg købte bilen, men jeg tror det gør mere gavn her!

Jeg fandt et bedre indsugningsrør og luftfilterkasse i skuret. Og efter en sandblæsning og lakering, ser det hele mere "velholdt" ud.

Motorgangen er allerede blevet meget bedre og næste opgave er så ventiljustering.
Jeg har på et tidspunkt læst, at der fulgte en faktura på en fast road knastaksel med bilen. Det er meget vigtig, at vide hvilken knast der sidder i motoren, når ventilerne skal justeres. F.eks. skal spillerummet være 0,40 mm med en fast road og 0,25 mm ved en standard knastaksel. Når man er i tvivl om hvilken knast man har, kan man måle løftehøjden på ventilerne for at afgøre ca. hvilken knast der er monteret og i dette tilfælde er der ingen tvivl, det ér den originale der stadig sidder i.


fredag den 15. januar 2016

Olie og gas..... del.2 (speedertræk)


Det var svært at se noget for olieblandet støv, så jeg afmonterede speedertrækket for en grundig rengøring.


Alle tre bøsninger på akslen var væk! Dette gav ca. 7 mm slør, så trækket hang og dinglede og det må også være flere år siden, at hurtigtomgangen ved koldstart har virket. Nu stod jeg og manglede tre bøsninger og jeg vidste ikke engang hvordan de originale så ud!






Efter lidt søgen på hylderne i garagen, fandt jeg ud af at en kobling til en haveslange, passede perfekt til opgaven!





Grin bare, det fungerer perfekt.





Lørdagens opgave bliver nu, at justere det hele "efter bogen".

søndag den 10. januar 2016

Olie og gas...... del.1


Dagens opgave var udskiftning af speederkablet, hvor der kun var fire tråde tilbage. Udskiftningen fik selvfølgelig igen et større omfang end forventet.

 Utroligt at bilen kan køre med sådan en "prop" i indsugningen.

Her er måske årsagen til den blå røg fra udstødningen. Krumtapsudluftningen er jo tilsluttet indsugningsrøret og når luftfilteret er totalt tilstoppet, opstår der jo et meget stort sug igennem udluftningen, som derefter smører indsugningen ind i motorolie. Benzinindsprøjtningen er også vacuumstyret og bliver herved "forstyrret" af det forkerte vacuumniveau.

Det bliver spændende at se om det hjælper med et nyt filter, for problemet kan også være en slidt motor med for stor underkompression. Jeg håber det bedste og ellers har jeg en anden motor på lager.

Fortsættelse følger...........   da speedertrækket har flere fejl der bla. forhindrer hurtigtomgangen i at fungere ved brug af "chokeren".


fredag den 8. januar 2016

KLAP&LYGTER


 I dag fik jeg udskiftet de rustne forlygter, jeg havde flere sæt Hella H4 på hylden. Det er vist heller ikke nemt at finde nogle med buet glas og det er jo nemt at lave kompromisløsninger, når man slipper for at give penge ud!

 Den Ford sprinklerbeholder generede mit øje, hvergang jeg åbnede motorhjælmen. Den var sat på beslaget med gaffatape og beslaget hang og dinglede i en plaststrip.


 Det her ligner vist mere den originale montering og det ser også bedre ud med den originale Lucas sprinkler.

------------------

Jeg måtte afmontere handskerummet for at komme til boltene til sprinkleren, men klappen hang i forvejen og raslede fordi låsebeslaget manglede en skrue. Jeg opdagede også at beklædningen på klappen var revnet og så bli´r man altså glad for at man har hentet et par reservedelsbiler i Jylland. Jeg har foreløbigt ikke købt noget til bilen, det hele lå på mit lager. Jeg har brugte dele fra 4-5 ophuggede saloonmodeller liggende, alle mk2 dele skal væk her i foråret, så sig til hvis der er noget du mangler.

torsdag den 7. januar 2016

"Rat godt"


På en del af rattet var syningen gået op og en del af polstringen var forsvundet. Det kan nok repareres, men det må vente til senere.





Jeg havde jo et originalt trærat liggende til den grønne PI, så det fik lige en oppolering.

Da jeg kørte i bilen, bemærkede jeg at blinklyskontakten ikke slog fra ved samme ratudslag til begge sider. De to punkter på ratstammen skal placeres ved kl.12 og kl.17 og det var nemt at dreje den på plads med en låseringstang. Stilken til kontakten sad meget løs, så den blev også spændt.

I ringen til hornkontakten sidder der tre små tapper og holder den fast på rattet. Det er et svagt punkt på en mk1 PI, så jeg havde nu tre knækkede på lager. Den blev repareret med et par passende plaststykker, limet på med to-komponent lim.






Elforbindelsen til hornkontakten var lavet af en gammel kuglepen og gaffatape! Den blev reddet med et stift stykke plastslange til trykluft, der passede til de originale slæbesko med en fjeder imellem.

Når jeg finder en pænere hornkontakt (det er den samme i en Herald), så bli´r det vist ikke bedre!










mandag den 4. januar 2016

Bevar spændingen.

En af dagens hurtige opgaver var at montere en lidt kortere kilerem, da generatoren sad for tæt på batteriet. Men da jeg løsnede justeringsbeslaget, hængte generatoren og dinglede løst på ophængs-bolten!
Årsagen var at det korte afstandsstykke (til højre) manglede, så bolten ikke kunne spændes uden at knække "øjet" af generatoren.






Det er set før og mange tænker åbenbart at "det går nok", men ladestrømmen (her ca.36 ampere) går gennem ophænget og her var der så kun forbindelse igennem det rustne justeringsbeslag! Hvis denne svage forbindelse også svigter, så tænder ladelampen og så har vi igen en køber til en ny generator!

"jydekrogen" monteret






Et sted skal jeg jo starte og det blev så bagfra! Årsagen til at jeg startede med at genmontere trækket, er den simple, at det lå i vejen på gulvet.
Det skulle jo være en hurtig opgave når det har siddet på bilen før, men jeg kunne jo lige så godt være lidt grundig, når jeg ved at det ikke skal af igen foreløbigt.
De lange beslag under bilen er blevet sandblæst og derefter lakeret otte gange.
De berømte møtrik-holdere i bagkofangerens sidestykker, er nu fjernet og erstattet med ca. 7 cm lange fladjern hvor jeg har skåret gevind , så nu er det meget nemmere at få kofangeren af næste gang.
Ledningsnettet havde sidst været tilsluttet med strømtyve og da disse er bandlyst i mine biler, er alt nu loddet sammen.                                                                                                                        
                                                                                                                                                               Så nu kan vi tage på camping i Triumph.
                                                                                                                                                Jeg bemærkede forøvrigt at benzinpumpen ændrede hastighed, da jeg afprøvede blinklyset, så det tyder på at den skal have en ny relæstyret forsyning og evt. en bedre stelforbindelse.