lørdag den 16. januar 2016

Olie og gas..... del 3 "gasspjældsjustering"

Idag fik jeg så justeret speedertrækket - hurtigtomgang ved koldstart og samtidigt synkroniseret de tre spjældhuse. Det nye K&N filter lå i bagagerummet da jeg købte bilen, men jeg tror det gør mere gavn her!

Jeg fandt et bedre indsugningsrør og luftfilterkasse i skuret. Og efter en sandblæsning og lakering, ser det hele mere "velholdt" ud.

Motorgangen er allerede blevet meget bedre og næste opgave er så ventiljustering.
Jeg har på et tidspunkt læst, at der fulgte en faktura på en fast road knastaksel med bilen. Det er meget vigtig, at vide hvilken knast der sidder i motoren, når ventilerne skal justeres. F.eks. skal spillerummet være 0,40 mm med en fast road og 0,25 mm ved en standard knastaksel. Når man er i tvivl om hvilken knast man har, kan man måle løftehøjden på ventilerne for at afgøre ca. hvilken knast der er monteret og i dette tilfælde er der ingen tvivl, det ér den originale der stadig sidder i.


fredag den 15. januar 2016

Olie og gas..... del.2 (speedertræk)


Det var svært at se noget for olieblandet støv, så jeg afmonterede speedertrækket for en grundig rengøring.


Alle tre bøsninger på akslen var væk! Dette gav ca. 7 mm slør, så trækket hang og dinglede og det må også være flere år siden, at hurtigtomgangen ved koldstart har virket. Nu stod jeg og manglede tre bøsninger og jeg vidste ikke engang hvordan de originale så ud!






Efter lidt søgen på hylderne i garagen, fandt jeg ud af at en kobling til en haveslange, passede perfekt til opgaven!





Grin bare, det fungerer perfekt.





Lørdagens opgave bliver nu, at justere det hele "efter bogen".

søndag den 10. januar 2016

Olie og gas...... del.1


Dagens opgave var udskiftning af speederkablet, hvor der kun var fire tråde tilbage. Udskiftningen fik selvfølgelig igen et større omfang end forventet.

 Utroligt at bilen kan køre med sådan en "prop" i indsugningen.

Her er måske årsagen til den blå røg fra udstødningen. Krumtapsudluftningen er jo tilsluttet indsugningsrøret og når luftfilteret er totalt tilstoppet, opstår der jo et meget stort sug igennem udluftningen, som derefter smører indsugningen ind i motorolie. Benzinindsprøjtningen er også vacuumstyret og bliver herved "forstyrret" af det forkerte vacuumniveau.

Det bliver spændende at se om det hjælper med et nyt filter, for problemet kan også være en slidt motor med for stor underkompression. Jeg håber det bedste og ellers har jeg en anden motor på lager.

Fortsættelse følger...........   da speedertrækket har flere fejl der bla. forhindrer hurtigtomgangen i at fungere ved brug af "chokeren".


fredag den 8. januar 2016

KLAP&LYGTER


 I dag fik jeg udskiftet de rustne forlygter, jeg havde flere sæt Hella H4 på hylden. Det er vist heller ikke nemt at finde nogle med buet glas og det er jo nemt at lave kompromisløsninger, når man slipper for at give penge ud!

 Den Ford sprinklerbeholder generede mit øje, hvergang jeg åbnede motorhjælmen. Den var sat på beslaget med gaffatape og beslaget hang og dinglede i en plaststrip.


 Det her ligner vist mere den originale montering og det ser også bedre ud med den originale Lucas sprinkler.

------------------

Jeg måtte afmontere handskerummet for at komme til boltene til sprinkleren, men klappen hang i forvejen og raslede fordi låsebeslaget manglede en skrue. Jeg opdagede også at beklædningen på klappen var revnet og så bli´r man altså glad for at man har hentet et par reservedelsbiler i Jylland. Jeg har foreløbigt ikke købt noget til bilen, det hele lå på mit lager. Jeg har brugte dele fra 4-5 ophuggede saloonmodeller liggende, alle mk2 dele skal væk her i foråret, så sig til hvis der er noget du mangler.

torsdag den 7. januar 2016

"Rat godt"


På en del af rattet var syningen gået op og en del af polstringen var forsvundet. Det kan nok repareres, men det må vente til senere.





Jeg havde jo et originalt trærat liggende til den grønne PI, så det fik lige en oppolering.

Da jeg kørte i bilen, bemærkede jeg at blinklyskontakten ikke slog fra ved samme ratudslag til begge sider. De to punkter på ratstammen skal placeres ved kl.12 og kl.17 og det var nemt at dreje den på plads med en låseringstang. Stilken til kontakten sad meget løs, så den blev også spændt.

I ringen til hornkontakten sidder der tre små tapper og holder den fast på rattet. Det er et svagt punkt på en mk1 PI, så jeg havde nu tre knækkede på lager. Den blev repareret med et par passende plaststykker, limet på med to-komponent lim.






Elforbindelsen til hornkontakten var lavet af en gammel kuglepen og gaffatape! Den blev reddet med et stift stykke plastslange til trykluft, der passede til de originale slæbesko med en fjeder imellem.

Når jeg finder en pænere hornkontakt (det er den samme i en Herald), så bli´r det vist ikke bedre!










mandag den 4. januar 2016

Bevar spændingen.

En af dagens hurtige opgaver var at montere en lidt kortere kilerem, da generatoren sad for tæt på batteriet. Men da jeg løsnede justeringsbeslaget, hængte generatoren og dinglede løst på ophængs-bolten!
Årsagen var at det korte afstandsstykke (til højre) manglede, så bolten ikke kunne spændes uden at knække "øjet" af generatoren.






Det er set før og mange tænker åbenbart at "det går nok", men ladestrømmen (her ca.36 ampere) går gennem ophænget og her var der så kun forbindelse igennem det rustne justeringsbeslag! Hvis denne svage forbindelse også svigter, så tænder ladelampen og så har vi igen en køber til en ny generator!

"jydekrogen" monteret






Et sted skal jeg jo starte og det blev så bagfra! Årsagen til at jeg startede med at genmontere trækket, er den simple, at det lå i vejen på gulvet.
Det skulle jo være en hurtig opgave når det har siddet på bilen før, men jeg kunne jo lige så godt være lidt grundig, når jeg ved at det ikke skal af igen foreløbigt.
De lange beslag under bilen er blevet sandblæst og derefter lakeret otte gange.
De berømte møtrik-holdere i bagkofangerens sidestykker, er nu fjernet og erstattet med ca. 7 cm lange fladjern hvor jeg har skåret gevind , så nu er det meget nemmere at få kofangeren af næste gang.
Ledningsnettet havde sidst været tilsluttet med strømtyve og da disse er bandlyst i mine biler, er alt nu loddet sammen.                                                                                                                        
                                                                                                                                                               Så nu kan vi tage på camping i Triumph.
                                                                                                                                                Jeg bemærkede forøvrigt at benzinpumpen ændrede hastighed, da jeg afprøvede blinklyset, så det tyder på at den skal have en ny relæstyret forsyning og evt. en bedre stelforbindelse.