søndag den 4. juli 2010

Endnu en Spitfire kommer til byen

I dag kom den "nye" spitfire så på ferieophold i min garage. Den tidligere ejer købte bilen som totalrenoveret hos en triumphspecialist i storkøbenhavn i 2001. Den har været brugt meget lidt siden renoveringen, men den har en masse små og store fejl, som jeg skal forsøge at udbedre: Der er store vibrationer i undervognen (det er som at side på en stor rystepudser når man kører over 65km/t). Der STORT oliespild fra forreste pakdåse på motoren.
Rattet sidder løst!!!  Strålerøret på den ene karburator sætter sig fast efter brug af choker. Bagtøjet hyler en del.
Døre og klapper trænger til justering (skraber på). Den aften vi lånte bilen for at se på den kogte den pludselig vandet af, den har ikke gjort det siden, så jeg skyllede i dag kølesystemet igennem og så får den et nyt kølerdæksel og en termostat (den var fjernet), håber det løser problemet.
Som det ses på billederne ser karrosseriet fornuftigt ud, kun hjulophæng mm. har mindre "rustangreb" efter 9 år i en ikke opvarmet garage. Prisen vi gav for bilen kunne sikkert have en stor underholdningsværdi, men der er vist ingen der kan bruge den til noget! Når man ikke selv kan lave pladearbejde og lakere bilen, mener jeg man skal give lidt ekstra for en bil hvor disse ting er i orden, fremfor at få et økonomisk chok senere. En ok Spitfire (de fejlfri findes vist ikke) skal vel koste 60-100.000kr og det er vel også der vi "lander" med denne her.

onsdag den 30. juni 2010

Spitfire købt

Så lykkedes det. I morgen henter vi en Spitfire mkIII til mine venner, så nu kan jeg se frem til at give den et STORT eftersyn i min sommerferie. Fortsættelse følger..........
 Jeg kørte i aften endnu en tur til Youngtimertræf i Korsør, se mere på youngtimer.dk

søndag den 13. juni 2010

Forår med Spitfire

Der har i de sidste par måneder været lidt langt mellem indlægene her på min blog. Årsagen er den positive, at at vi  har været til Swapmeet i Holbæk-Veterantræf i Sorø-Veterantræf i Græsted-Autojumble på Gavnø og i dag afsluttede forårssæsonen med Klassisk Bilshow på Gisselfeld. Det er altså rart at få brændt tændrørene rene ovenpå en lang vinter og møde en masse rare mennesker med den samme interesse.

Den flotte Austin 10 så jeg i dag på Gisselfeld, da jeg gik en tur for at lede efter Triumph´s

Her var så næsten alle fra DTAK samlet, den 4. (en kendt sort Spit) holdt uden for billedet, som jeg har tyvstjålet på lfvk.dk, de kan bare det med billeder fra arrangementer!

tirsdag den 18. maj 2010

III-II-I Færdig

Blinkende lygter (mk III-II-I) lakering

Jeg har i lang tid haft en Air-Brush malepistol liggende, og i aften ville jeg lige se hvordan sådan èn var at lakere med. Det tager laaaang tid, men glansen i lakeringen blev væsentlig bedre end på resten af bilen! Den må være rigtig god til rep. af lakskader.

søndag den 16. maj 2010

Blinkende lygter (mk III-II-I)

Da det er i øjeblikket svært at skaffe venstre næsestykke til spitfire mkI-II, måtte jeg selv fremstille et, vha. bla. et stykke 4" vandrør, en hammer og en del tålmodighed. Pasformen på det indkøbte rep-stykke var ikke for god, så jeg måtte ændre længden på begge. Jeg tror dog ikke resultatet bliver så ringe, nu er det jo "bare" at spartle-slibe-spartle-slibe-spartle-slibe.......og lakere, fortsættelse følger!

onsdag den 5. maj 2010

Youngtimertræf i Korsør

I aften kørte jeg en tur til træf på havnen i Korsør. Kristian har, efter en lidt træg opstart, efterhånden fået Vestsjællænderne op af sofaen og til træf hveranden onsdag. Se mere på: youngtimer.dk