mandag den 26. februar 2018

"Accelerationspumpe" SU karburator.

SU karburatorer er også kendt som "konstant vacuum" karburatorer. Det konstante vacuum opretholdes ved, at stemplet hæves, når undertrykket før gasspjældet stiger. Styringen af stemplet sker gennem en kanal fra området mellem stempel og gasspjæld.

Ved konstant lav hastighed, med næsten lukket gasspjæld, er der selvfølgelig et langt større vacuum i indsugningmanifolden, end på den udvendige side af gasspjældet.

Ved hurtig aktivering af speederen, åbnes der pludseligt for dette store vacuum og da stemplet jo er dæmpet, med oliestemplet i toppen af "klokken", tager det nogle sekunder før stemplet finder sin åbne "hvilestilling". Indtil stemplet når hvilestillingen, er der stor lufttrykforskel imellem svømmerhus og insugningsmanifold og det er denne lufttrykforskel, der suger/trykker ekstra benzin forbi nålen i strålerøret og giver accelerationspumpevirkningen.

Konklusion: Jo længere tid stemplet er om at hæve sig ved acceleration, jo større benzintilskud.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

VIGTIGT: Svømmerhusventilationen må aldrig tilstoppes/afproppes, da det atmosfæriske tryk derved ikke kan trykke ekstra benzin frem til hoveddysen og derved give en tøvende acceleration.


Hvis den lille "afskærmning" mangler, kan benzinslangen skubbes helt ind og derved spærre udluftningen. Billederne er af en HS2, men der er udluftning på alle typer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar