fredag den 10. juli 2015

Her har vi "balladen" på Triumph Saloon / Stag.

På min grønne PI var de 8 år gamle paneler rustet væk. Problemet er at ham der udskifter panelerne, ikke kan se hvordan forskærmene ser ud indvendigt. (eller også var han bare ligeglad)

I regnvejr løber vandet fra taget ind i forskærmene og igennem et sindrigt system med render og slanger ud gennem et stort drænhul i bunden af forskærmen. Den gule PI er den fjerde saloon jeg har adskilt/ophugget og på alle 4 havde man "glemt" at lave drænet!

På den grønne PI havde pladesmeden været ekstra grundig, han havde tætnet alle samlinger ved panelerne. Derved havde der stået ca.5 cm vand i panelerne i flere dage efter hver regnbyge!



torsdag den 9. juli 2015

Sidste tur på liften.

Jeg købte for et par år siden denne 2,5PI mk1 og planen har hele tiden været, at den skal være donorbil til mit grønne "langtidsprojekt". Så nu skal det være, jeg plukker bilen for alt brugbart og så får jernhandleren resten.

Da min den grønne var totalt adskilt da jeg fik den, så ved jeg jo ikke om der mangler noget, så også alt fra kabinen bliver lagt på lager. Det bliver også nemmere at samle bilen, når man selv har demonteret en og samtidigt taget en masse fotos af opgaven.

Jeg har jo også en brugbar karrosse på lager, så hvem ved, der kan måske blive en rally-replica ud af de dele der bliver i overskud. Men hvis jeg skal bygge den bliver det ikke i dette årti!




torsdag den 11. juni 2015

"Gearløs" DKW

 På en tur med veteranklubben i går, var der pludselig ingen forbindelse fra gearstangen til gearkassen. Så er det rart at vejen er tør når man skal ligge på jorden og reparere! Det viste sig at nylonbøsningen til kuglekoblingen var gået i opløsning og faldet af. Det store held i uheldet var, at det skete 3 km hjemmet, så jeg satte den i andet gear og kørte hjem og byttede til Heralden.

Jeg bliver tit mobbet med at jeg aldrig smider noget ud og selvfølgelig havde jeg en ny bøsning på lager! Da jeg havde værksted i 90érne reparerede vi en del Fiat 127 og bøsningen til Fiat´en passer 100% på DKWén. På 127éren fejlede den røde bøsning aldrig noget og så kan man jo lige så godt gemme dem i tyve år til senere brug!




mandag den 1. juni 2015

"fars dag" hos MG-Sport på Fyn.

Jeg kørte for mange år siden en del manøvre- og specialprøver, som medlem af en af de lokale motorklubber, men så kom der bla. hus,børn og en masse andet i vejen. Som sikker flere andre, syntes jeg det lød spændende, da Triumph-klubben indledte et samarbejde med MG Car Club, om at vi kunne deltage i deres arrangementer. Argumenter for og imod deltagelse er der selvfølgelig masser af, men nu skulle det være, så tidlig lørdag morgen drog jeg sammen med en klubkammerat til Bogense.

Dagen startede med et licens-kursus, for da jeg droppede min licens i 1992, betragtede jeg nu mig selv som nybegynder. Det er stadig de samme regler som da jeg fik min første licens i 1973, så jeg bestod sørme igen, så nu kan jeg melde mig ind i motorklubben og køre specialprøver igen!

Som du kan se kan man stille op i hvad som helst, også en Herald med plydsindtræk!

Klasseinddeling har man lavet om til seedning, så jeg kom til at køre imod andre begyndere og biler med få heste under hjelmen, i dette tilfælde 4 stk. MGA og 2 MGB.

Heralden overraskede mig på flere punkter. bla. kan den lave en masse hjulspin, når man sætter igang på tør asfalt og det kan måske skyldes de 10 år gamle Indonesiske discountdæk!

Til min overraskelse fik jeg den bedste placering på den store rundbane, som nr. 3, syv/hundrededele efter nr. 2. Vores klasse blev vundet af min bror, i hans fine MGA mkII og min placering kender jeg ikke, men det var nok 5 el. 6. Det var for øvrigt en Triumph der blev generelt hurtigst, men jeg håber at vi på trods af det bliver inviteret med en anden gang!


Dagens største tekniske problem, var en forlygtepære der sprang på Land Roveren! Heralden kører bare, så måske gør vi det igen. Det var helt sikker et af årets højdepunkter. Du skú prøve det!

 billederne er tyvstjålet fra Jacobs facebook-side.



mandag den 11. maj 2015

"Bygningsfejl" udbedret

Heraldens medfødte bygningsfejl er som bekendt, at bilen bliver "hjulbenet" bagi,  hvis man ved for høj fart drejer skarpt og samtidigt slipper speederen. Det er da ubehageligt, men ved "normal" kørsel sker det ikke. Der er gjort mange forsøg på at forbedre bilens køreegenskaber og jeg har valgt den originale, der stammer fra Spitfire MK lV fra 1970érne.

Systemet kaldes Swing-Spring og består af bagfjeder og en tykkere krængningsstabilisator  foran.

Her er der vist ingen der har pillet ved "Yrsa" siden 68!  Til Triumph begyndere kan jeg oplyse, at det gule er bagsædet og ryglænet er fjernet.

Bagfjederen var slidt halvt igennem det ene fjederlag, efter 46 år i de Jyske hjulspor.




mandag den 20. april 2015

Spitfire mk1 søger ny ejer.






Min tidligere Spitfire4 mk1 1964 kan købes. Ejeren er død og jeg har lovet hans kone at sprede rygtet om at den kan købes.





Karrosseriet er i rigtig god stand og det mekaniske er også i orden. Jeg kørte sidst i den i efteråret og den kører stadig supergodt med sin 1300 Herald motor. Den er synet i juni 2013. Prisen er 69.500,- og det haster ikke med at få den solgt, da den stadig bliver brugt.


lørdag den 18. april 2015

Motorskift på "Rumlepotten"

Sidste lørdag kørte vi en længere tur i DKWén og det var en ren fornøjelse, bortset fra det kraftige rumleri fra krumtaplejerne. Noget måtte der ske, så jeg fandt frem til en Dkw-entusiast i Nordsjælland der havde en motor stående og han havde tilmed haft den startet op og afprøvet den. I aftes tog jeg så den defekte ud af bilen og i formiddags hentede jeg den "nye". Efter middag begyndte jeg at lægge den i bilen og ved fire tiden kørte jeg den første prøvetur.

denne video er også lydløs!


Sikken en forandring, motoren er så lydløs så jeg nu har flere små opgaver med at fjerne rasle og knirkelyde, som man ikke havde en chance for at høre før.

Den gamle her går rigtigt godt bortset fra lyden, så måske skulle jeg finde en bedre krumtap til den.
En Dkw krumtap består af tre dele der er presset sammen, så man kan ikke selv skifte kuglelejerne. Et  firma i Hamborg sælger ombyttere med nye lejer, men prisen er ca. kr. 10.000, så jeg kan godt bruge lidt tid på at finde en anden der dur!