torsdag den 20. oktober 2011

"Omdrejningsbegrænsning"

Motoren i min nyindkøbte 2000 sidder stadig urokkeligt fast, efter en uge i blød i diverse vidundermidler.
Den SKAL bare igang, men jeg er spændt på at se cylindrene hvor ringene har siddet fast og jeg har lånt et endoskop til formålet. Først derefter kan jeg beslutte mig til, om den kan opstartes uden afmontering af topstykket inden..

lørdag den 8. oktober 2011

2000 igen og igen ...........og igen.

I dag flyttede min 2000 mkII hjemmefra (til Borup). Efter to måneder i baghaven, startede den bare og kørte selv op på traileren! Jeg har nu besluttet at sælge den uden motor og frontrude, eller at hugge den op.
HVORFOR NU DET!!!!!!!! Jo, jeg er "kommet til" at købe en anden.
Først det positive: Jeg har købt bilen af første ejer, der har kørt i den som konebil, fra 1972 til 1985. Bilen har med garanti kun kørt 37.000 km!
Udvendigt er den ikke slemt angrebet af rust.
"Stuen" er pæn.
Det ømme punkt under bagsædet, hvor bagtøjet sidder fast ser godt ud.
Og så det mindre gode: panelerne er meget rustne og motoren kan ikke køre rundt. Så der skal stort set laves det samme pladearbejde som på min mk1 PI. Jeg kommer vist ikke til at kede mig foreløbigt!
STOR tak til Jørgen for hjælp med transporten.

søndag den 2. oktober 2011

Tilbage til T-tiden

Nu tror i nok det rabler for mig, men jeg har kun lånt en god ven en garageplads, til hans nyindkøbte Ford T fra 1926. Når den snart vender hjem til ejeren igen, bliver det til en garage med gulvvarme!
Det er ikke lige just min drømmebil, men den er utroligt spændende at køre op og ned af min 4-søjlede lift.
Det pedalgear kræver høj koncentration.

søndag den 25. september 2011

Løvfaldstur med DTAK

Vi var i dag på løvfaldstur med Triumph Klubben, i et pragtfuldt sensommervejr. Turen startede ved Vikingeskibene i Roskilde og gik til Vestsjælland, hvor vi tømte madkurvene ved DVK´s klubhus i Løve.

Et sjældent syn, fire kørende Spitfire fra Sjælland på tur. (jeg fotograferede fra den fjerde)

Vi var ialt 12 biler, heraf 8 stk. Triumph. +MGB GT, Jensen CV-8, Joker og en Audi 80, da Tom´s TR3A ikke ville starte så tidligt på en søndag.

torsdag den 8. september 2011

Hvad sker der?????

Ja, Triumph-projekterne har stået lidt stille her i denne sommer, men vi har fået kørt en masse i Spitfiren.
Jeg har overtaget jobbet som mødestedsleder, i Dansk Veteranbil Klubs hus i Løve på Vestsjælland og der har jeg brugt en masse tid sammen med resten af "tordenskjolds soldater", med at udvide og istandsætte mødelokalet.
     før

efter
 
I er altid velkomne til at kikke ind. Vi har (næsten) altid åbent på tirsdage 19-21.
Se evt. mere på: http://www.dvk-loeve.dk/


søndag den 21. august 2011

Årstræf i DTAK

Årets træf i Dansk Triumph Klub blev afholdt i denne weekend i Hillerød, med 48 deltagende biler.
Træffet foregik på Hillerød Camping, hvor service og faciliteter var til en absolut topkarakter.
Lørdag kørte vi en tur til Frederikssund og besøgte Vikingerne på Kalvøen.
Det var superhyggeligt at mødes med så mange Triumph-fans og få en snak med dem jeg kun kendte fra triumph-listen mm. på nettet.


lørdag den 6. august 2011

Succesfuld prøvetur

Vi var i dag inviteret ud at køre en tur med Sjællands Motor Veteraner, hvor vi (endnu) ikke er medlemmer. Det var et super arrangement, så der er stor "risiko" for at vi kommer igen.