onsdag den 28. december 2016

G&B Filter

Stort er (næsten) altid godt og jeg syntes altså de kinesiske pandekagefiltre så for tynde ud.



Et "stylinggitter" fra Biltema og lidt skumgummi og bolte fra rodekassen giver sikkert også "op til" 10% højere motorydelse. G&B = Glad`s og Billigt

onsdag den 21. december 2016

Styr på omdrejningerne.

Da mit instrumentbrædt har overlevet 48 år, uden at nogen har boret huller i det, nænner jeg det heller ikke og og da jeg gerne vil have en omdrejningstæller, måtte jeg finde en anden løsning. Vitesse-strømfordeleren er en delco med drev til mekanisk omdr.tæller, så jeg måtte en tur i på "lageret" og finde èn fra en Spitfire, den passer nemlig i hullet til instrumentet med temperatur og tankmåler.


Omdr.tælleren var lettere fugtskadet, men efter en sandblæsning/lakering og et stort smøreeftersyn, kom den til at se fin ud igen.


Vitessekendere ved at det gule felt skal starte ved 5500 omdr. , men bare man ved så går det jo nok!


Nu kom jeg jo til at mangle temperatur / tankmåler og et par kontrollamper, så et ekstra instrumentpanel måtte fremstilles. Her er det så en fordel at der står en cnc-maskine på mit arbejde!


"Det blev ikke så ringe endda" og nu kan jeg så hygge mig i juleferien med at lave ledningsnet!

mandag den 19. december 2016

"Fuld pedal"

Da jeg lagde Vitessemotoren i bilen, monterede jeg en GT6 gearkasse fra "skuret" og en 2000 saloon trykplade og nav på et Vitesse svinghjul. Derefter var jeg selvfølgelig lidt i tvivl, om slavecylinderen skulle være en Vitesse el. GT6 type. Jeg valgte at købe en GT6 og det var selvfølgelig den forkerte, med alt for lidt vandring på udrykkerarmen. Koblingspedalen skulle helt i bund og jeg har ikke engang tæpper under pedalerne endnu!


Nu har jeg fået monteret den rigtige og det er blevet en ren fornøjelse at skifte gear. På billedet er det Vitesse-modellen til højre med mindre stempeldiameter, der giver længere vandring (og en hårdere pedal)

NB: GT6 slavecylinder sælges kr.250,-  som ny kun testkørt!

lørdag den 17. december 2016

Mere SUg i Heralden 5. del (lambdasonde)

Efter at jeg monterede to 1½" SU fra en MGB på Heralden, fik den alt for meget benzin ved fuld gas. Da jeg ikke har kunnet finde andre på nettet der har gjort det samme, var det svært at vide hvilke nåle der skulle indkøbes. De eneste nåle jeg havde på lager, sad i et sæt HS2 karburatorer til en Spitfire, men det skulle selvfølgelig prøves og det hjalp utroligt meget!

Der findes flere kneb til at finde de rigtige nåle, men den bedste metode er altså en 12V co-tester, så man kan kontrollere blanding under kørsel. Da jeg ikke har en co-tester og ikke har lyst til at investere i en antik der måske ikke virker, måtte jeg finde på noget andet.


Løsningen blev en lambdasonde! Den kan vise blandingsforholdet under kørsel, hvor den afgiver en spænding mellem 0,2 og 1 volt, jo højere spænding jo federe blanding.


På Heralden er tallene ca. 850 mV ved dellast og ca. 930 mV ved "fuld gas", så det ser fornuftigt ud.

Man kan købe flere fine instrumenter til aflæsningen til ca. kr. 1500,-  men jeg valgte at bruge et gammelt viserinstrument jeg har købt for en 20èr på et stumpemarked. Og det dur ikke! pga. instrumentets belastning af lambdasonden bliver aflæsningen ikke korrekt.

Man skal bruge et digital multimeter hvor indgangsimpedansen (modstanden) er større.

Investeringen er foreløbigt løbet op i svejseadaptor til udstødningen til 49,50 i Biltema og digitalinstrumentet havde jeg. (De fåes for et par hundrede og op)

Lambdasonden lå i rodekassen og de afgiver den samme spænding allesammen.




lørdag den 10. december 2016

PI-vinterhi


Så fik jeg "konserveret" alle hulrummene på PIén med super tynd penetrerende rustbeskyttelse.
Forinden blev bilen (og garagen) opvarmet til 20 grader, så olien kunne trække ordentligt ind. Nu er den så kørt i hangar under en beskyttende flyvinge. Opbevaringen er ikke optimal, men der er god ventilation i hangaren og det er ihvertfald bedre end hvis jeg skal køre den ud. hver gang jeg skal bruge værkstedet.

onsdag den 16. november 2016

Mere SUg i Heralden 4. del

Så kører den igen og den første prøvetur var mest positiv. Speedertrækket er en ren fornøjelse og  motorgangen ved" almindelig" kørsel er også god.

Ved fuld acceleration holder den lidt igen, men det gjorde den egentlig også med de gamle karburatorer. Den ene løb konstant over i svømmeren, så jeg kører nok med tre meget tilsodede tændrør.

Næste opgave bliver 6 nye tændrør og en grundjustering, forhåbentlig på en dag med bedre vejr til prøvekørsel.

mandag den 14. november 2016

Mere SUg i Heralden 3.del

Dagens opgave var samling af karburatorsættet og det gav selvfølgelig også et par ekstra udfordringer

Mange gør den fejl at de spænder karburatorerne alt for hårdt på manifolden. Det virker fint første gang, men når først flancen på karburatoren er bukket, skal der bruges flere eller tykkere pakninger for at opnå en tæt samling. I værste fald opdager man ikke skævheden og kan bagefter ikke forstå at man har fået en urolig tomgang "den har jo lige fået nye pakninger". Billedet viser begyndelsen på planslibningen, jeg har selvfølgelig slebet hele fladen!

Næste opgave var at få svømmerhusene til at sidde lodret (karburatorerne sidder skråt på en MGB). Det løste næsten opgaven at bytte de to styreklodser og ved hjælp af et par tilfilede fiberskiver, sidder de nu som de skal og strålerørene kører fint op igen når man skubber chokeren ind!

Pga. den større afstand mellem karburatorerne, måtte jeg udskifte forbindelsesakslerne. Jeg ved ikke hvilken bil de er fra, men de lå heldigvis i en rodekasse hvor jeg hentede karburatorerne.

Efter rengøring af stempler-klokker og svømmerhuse. kører alt som det skal, så nu er de klar til montering på motoren.

lørdag den 12. november 2016

Mere SUg i Heralden del.2

Idag fik jeg løst opgaven med de "forskudte" støttebolte.

Det er ikke nemt at holde styr på småting der skal svejses, så løsningen blev to vinkelbeslag til flethegnet i haven.

Det blev ikke så ringe endda.

Det lykkedes, nu kan der monteres SU-karburatorer på Stromberg manifolden.

Det var så min måde at løse opgaven på. Der findes måske flottere løsninger, men hvis de ikke fungerer bedre, så kan jeg sagtens leve med denne her.

mandag den 7. november 2016

Gæt en bil.


Her er så mit næste projekt og det var glædeligt at se hvor få huller der var i rammen efter sandblæsningen. Jeg har haft bilen i tre år, så nu må det være på tide at komme igang.

Jeg tør ikke gætte på hvornår den bliver færdig, men jeg glæder mig til at køre i åben bil igen.

mandag den 17. oktober 2016

Mere SUg i Heralden.






De gamle slidte Solex karburatorer på Vitessemotoren, betyder bla. at jeg ikke kan få den ned i den rigtige tomgangshastighed og det "hjemmestrikkede" speedertræk er heller ingen succes.

Triumph fabrikken droppede også Solex karburatorerne og gik over til Stromberg, allerede tidligt i produktionen.

Iflg. Triumph steg effekten fra 70 til 82 hk, alene pga. de andre karburatorer, så det må jeg da prøve!

Jeg er mere til SU-karburatorer, så jeg har fundet et par HS4 fra en MGB og et Stromberg manifold til Vitessemotoren. Men de to fabrikater har ikke samme flancer mod manifolden, så nu reddede jeg mig igen en opgave!





Det er godt med gode kollegaer, så jeg fik lige cnc-fræset et par adaptorplader på møbelfabrikken. Den bageste karburator var den nemmeste, da flancen er drejet 90 grader. Den forreste er lidt værre, da det her er afstanden mellem støtteboltene der er ca. 8 mm for lille. Den må jeg lige "sove på" og det kan godt være at løsningen bliver en "fabrikshemmelighed".

søndag den 2. oktober 2016

Sæsonafslutning i ATE (aktive triumph ejere)


I dag var det så tid for den årlige "Løvfaldstur", hvor Dansk Triumph Automobil Klub, Healey-klubben, TR-klubben og MG-klubben skiftes til at lave arrangementet. I år var det Triumph-klubbens tur til at arrangere og Jørgen havde lavet en flot tur til Stevns, med afslutning på Gjorslev Bøgeskov Traktørsted.

Vi har før været 25-30 biler på turen, denne gang havde 7 tilmeldt sig og de 3 kom ikke!






Vi havde en dejlig dag, med tørvejr på alle de indlagte stop på ruten.





Det værste regnvejr mødte vi først kort før vi var hjemme igen og da PIén nu var sat grundigt i blød, benyttede jeg lejligheden til at give den en grundig vask i skærmene, så den er klar til rustbeskyttelse når den bliver tør igen.





Jeg er nok lidt svagt opfattende, men jeg forstår ikke hvorfor man er medlem af en klub, når man aldrig deltager i dens arrangementer. Iflg. medlemslisten er vi 160 medlemmer på Sjælland!

søndag den 25. september 2016

"Ræs" i Roskilde






I dag skulle Yrsa så til "eksamen" ved MG-klubbens klubmesterskab i manøvreprøver ved Roskilde. Hun bestod! Det er blevet en helt anden bil at køre i, med de ca. 60 kg ekstra foran vil den helst ligeud i svingene, men jeg tror det går med lidt øvelse. Der er kommet mærkbart mere træk i den og jeg tror jeg ændrer lidt ved hjulindstillingen foran, for at forbedre indstyringen i sving.

Teknisk bestod den også med "0" fejl og den drypper ikke engang olie. Og ja, der er altså olie på!

Klubben bruger seeding til  indplacering i de tre klasser og jeg var nu pga. tidligere resultater endt i ekspertklassen sammen med bla. min bror. Det gik ikke så ringe endda, jeg fik en 3. plads og storebror blev nr. 2. Det skal lige nævnes at en Cooper S og et par Lotus, kørte meget hurtigere i begynderklassen. Det er kun dem der kører MG der kan deltage i klubmesterskabet, fint nok og vi andre er glade for at vi må deltage. Tre af os der kører i "andre mærker" er også medlemmer i MG-klubben, for man må da støtte en klub hvor der "sker noget".





Dagens kedelige nyhed var at vi ikke længere kan låne området ved Skælskør, da det er lejet ud til opmagasinering af jord. Jeg håber at vi finder et andet sted, for nu havde vi det lige så sjovt.


fredag den 23. september 2016

Operationen (næsten) fuldført


Så er Yrsa´s forvandling næsten overstået og den køre supergodt. En af de sidste opgaver var kraftig ubalance i kardanakslen. Som det ses på billedet mærker jeg den op og monterer et spændebånd på den og efter at have gjort det fire gange med efterfølgende prøvekørsel, er man ikke i tvivl om hvor afbalanceringsklodsen skal placeres. I dette tilfælde var skruen på spændebåndet næsten nok, så finjusteringen kan vente til senere.

Jeg har kørt ca. 80 km i bilen i dag og oplevelsen er mest positiv. Det der driller mest er speedertrækket, der ikke vil falde tilbage til tomgang, men kun når motoren er igang MYSTISK!.

Differentialet er alt for lavt gearet, så man har ikke lyst til at køre mere end 80 km/t. Men det er jo en fordel til manøvreprøver. Jeg har et sæt 14" hjul på lager, så dem kan jeg bare montere, hvis jeg skal på langtur!

Alt i alt er den blevet meget sjovere at køre i og det var jo egentlig meningen med ombygningen.

Og med den lyd den har fået, skal jeg aldrig have monteret radio i den :-)



onsdag den 21. september 2016

Første prøvekørsel

Så fik jeg kørt den første tur "rundt om byen" og det giver altid et par ekstra opgaver efter sådan en ombygning.

Her er så et par ord om testturen:

Gearkassen virker! Jeg vidste intet om den, da det er en jeg har haft liggende fra en GT6.

Kardanakslen skal afbalanceres , jeg gør det selv og skriver et indlæg om det senere.

Der er kommet mærkbart mere træk i "Yrsa" og ikke mindst mere moment.

Der er meget støj i kabinen, men det er nok fordi jeg kørte uden gearkasseafdækningen !

Motoren sætter voldsomt ud ved acceleration, så strømfordeleren skal vist have et eftersyn. Bla. sidder stelledningen til platinerne løst. Det er en Delco-fordeler, så den skal nok have elektronisk tænding før den dur.

Jeg kan tydelig mærke at bilen er blevet tungere (ca. 60 kg) foran, så det bliver spændende at se hvordan den kører til manøvreprøverne på søndag.

Og sikken en god lyd den har fået!




mandag den 19. september 2016

Liv i 6éren



Så kører den igen, efter mange års stilstand. Der var dog lige et problem når den kom over tomgang, hvor den kun gik på tre cylindre og der stod en tåge af benzin op af den forreste karburator.

Normalt suger en karburator konstant, så luften måtte jo komme retur fra motoren. Da jeg fik afmonteret topdækslet, var det nemt at se fejlen:






Efter at have stået åben i mange år, sad den ene indsugningventil fast og derfor kunne kompressionen blæse retur til karburatoren, som så heller ikke gav den rigtige benzinblanding til "nabocylindrene".

Nu kører motoren helt perfekt, så nu må de sidste dele godt komme hjem fra England, så jeg kan komme ud og prøvekøre den.

Motorskift med udfordringer.

Jeg forstår bedre og bedre englænderne når de siger: Hvis du ønsker dig 6 cylindre i din Herald, så køb en Vitesse.

Indtil nu har udfordringerne været: Ombygning af en kardan fra en 2000 saloon til herald flancer, da den fra en herald er ca. 7 cm for land! Fremstilling af nyt forrør til udstødning. Fremstilling af beslag til Vitessekøler. Montering af afstandskiver ved starter, for tilpasning til Vitesse startkrans. Ændring af generatorophæng, den øverste kølerstuds sidder i vejen for normal placering. Kabel til starter udskiftet, den sidder nu i højre side af motoren. Membrankobling fra 2000 monteret, der sad en slidt fjedertype i den.






Kommende opgaver: Ombygning af gearkassetunnel i kabine, gearstangen kommer nu op 7 cm længere tilbage (så mine nye tæpper passer ikke).  Udskæring til køler i frontpanel. Ny slavecylinder til kobling monteres. Speedertræk fremstilles. Længere chokerkabel monteres. Og der skal jo nok dukke mere op.

Nogle af de manglende dele kommer fra England sidst på ugen, så jeg håber jeg er klar til manøvreprøver i MG-klubben på søndag. Det nu jeg skal være optimist, det er for sent på lørdag!!!

søndag den 11. september 2016

Plads til begejstring


Arbejdet tager som bekendt en masse af ens fritid, så Vitessemotoren står stadig ved siden af Heralden. Jeg tror jeg efterhånden har de fleste af delene til ombygningen klar.

I dag fik jeg monteret GT6 gearkassen med en membrankobling fra en 2000 saloon. Slavecylinderen blev adskilt og honet, den er speciel til en Vitesse/GT6, så jeg havde ikke et reparationssæt på lager, så jeg er lidt spændt på om den holder tæt.

Jeg prøver som altid at gennemføre "projektet" med originale renoverede dele, så jeg har indtil nu kun købt en ny køler og slanger hjem fra England. Den nye køler ses på billedet og med den fremskudte placering ser det ud til at den giver plads til den 20 cm længere motor.

Næste opgave bliver at bytte motorerne og det skal nok give et par ekstra udfordringer, at få det hele til at "spille".

Jeg skal køre klubmesterskab i bilen d. 25/9, så jeg må vist hellere sætte tempoet lidt op i garagen.

fredag den 22. juli 2016

Mere 6 til "Yrsa"

Da der åbenbart ikke er nogen der har en 1300 motor til salg, har jeg gået og grublet over en anden løsning. En reparation af  den gl. motor kan jo nemt løbe op prismæssigt og der er ingen garanti for at den holder, så jeg ville hellere finde en anden løsning.

Her er den så:





Det er en Vitesse mk1 1600, der skulle være renoveret kort tid før den blev taget ud af bilen. Vitessen som den sad i bliver forsynet med en 2000 motor, inden den kommer ud at køre igen, så ejeren havde ikke brug for denne. 1600 motoren yder 70hk og vejer ca. 40 kg mere end den 4 cylindrede, så Yrsa bliver ingen raket af ombygningen, men får et bedre moment og ikke mindst en "fed" lyd.

Yrsa har før kørt med en 2,5 motor, men jeg tror ikke at den midaldrene dame har godt af så meget træk!

Nu kommer der så en masse opgaver med at få den monteret, men en ny køler er bestilt og resten kan vel klares med ting fra hylderne, en vinkelsliber og et svejseværk.


lørdag den 25. juni 2016

Topnyhed

På en prøvetur onsdag aften i Heralden, prøvede jeg at køre den op i ca. 5000 o/m og så lød der et højt knald og derefter kunne jeg lige humpe hjem, med noget af udstødningen blæsende op igennem karburatoren! En kompressionsprøve viste at toppakningen var gået mellem de midterste cylindre.
Jeg gik straks i gang med at afmontere topstykket, men efter 30-50 år, var det rustet fast ved støtteboltene. Jeg overvejede at skifte motor igen, men så fandt jeg på denne løsning:

Når man spænder støtteboltene til vippetøjet, trykker profiljernet på støttebolten i blokken og tvinger topstykket opad. (Senere skal jeg have boret to huller mere.)

Fejlen var nem at finde.

Bemærk det tilkalkede hul ved den midterste støttebolt, det kan måske være årsagen til dårlig køling og overophedning af topstykket der hvor pakningen sprang. Jeg ved det ikke, men nu er kanalen renset.

Nu håber jeg så at bilen holder til manøvreprøverne på Stigsnæs i morgen, men jeg kører den derned på traileren for en sikkerheds skyld.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

sidste nyt:

Efter en rigtig sjov lørdag på Stigsnæs, kan Heralden stadig køre. Det blev til en delt 7.plads ud af 11 deltagere, men den er godt nok sløv sådan en 1200. Der er lidt lejebanken, så jeg valgte at undlade at køre sidste heat og gemme det sidste liv i motoren, til sommerens ture til de lokale ishuse! Jeg må hellere bruge lidt tid på 1300 motoren, eller finde en anden, det her går for langsomt.


tirsdag den 21. juni 2016

"Yrsa" transplanteret

Det lykkedes mig ikke at finde en 1300 motor til Heralden, så jeg måtte nøjes med en 1200 fra "lageret".
Jeg valgte en 1200E motor, som jeg byttede mig til for et par år siden og jeg vidste ikke om den kunne køre, men lidt spænding skal man jo have i tilværelsen! Den har mindst stået i 30 år og det gav et par udfordringer at få den monteret.

Huset til termostat og vandpumpe manglede, så jeg måtte en tur i skuret og finde et brugbart. Det er jo ikke en restaurering jeg er igang med, men det måtte lige en tur i sandblæsekabinen. Jeg kunne bruge masser af tid med at pynte på motorrummet, men Yrsa bliver jo nok ikke kåret som den flotteste bil alligevel!
Jeg havde en ny vandpumpe på lager, så nu skulle kølingen være iorden.

Det er vist længe siden man kunne købe sådan et oliefilter!

Jeg havde kun de sørgelige rester at et forrør til udstødningen, så jeg måtte trylle lidt med et til Spitfire mk4 i rustfri stål.

Operationen lykkedes, jeg er kørende igen. Jeg vil ikke have en bil stående, der ikke kan køre og det er jo ikke helt spildt arbejde, da jeg nu har en fungerende motor klar til mit kommende 1200 Cabriolet projekt.


Tiden vil vise om jeg reparerer 1300 motoren, eller jeg lægger noget "sekset" i den.

Jeg skal ud at "ræse" med MG-klubben på lørdag og nu har jeg i hvertfald en undskyldning, for ikke at kunne følge med, Den trækker nu som en damecykel i modvind!




torsdag den 2. juni 2016

Det blev en "ommer"

Heralden havde en voldsom hjertebanken i Bogense og nu turde jeg ikke køre i den mere. Som den fødte optimist, prøvede jeg at nøjes med at skifte plejlstangslejerne. De gamle så sådan ud:





hvis du ikke er "biltosse" kan jeg oplyse, at lejer skal være sølvfarvede!

Den gik ikke, efter 250km tilkørsel lyder motoren lige så syg igen, så nu må jeg enten finde en anden, eller give den det store eftersyn. Jeg har et par 1147cc motorer stående, så jeg lægger en af dem i bilen hvis jeg ikke finder en 1300. Heralden SKAL køre i sommer!

tirsdag den 24. maj 2016

Triumph-Sport Bogense


Klik for video



Søndag var jeg i Bogense og køre manøvreprøver på køreteknisk anlæg. Arrangementet er et samarbejde mellem MG og Triumph Klubben og vi var 20 der mødte op til start.

Jeg bliver åbenbart ikke regnet som begynder længere, så arrangørerne havde rykket mig en klasse op.

Der er flere måder at regne resultater ud på og her bruges et pointsystem ud fra placeringen på de forskellige prøver. Man bruger den bedste placering af tre gennemkørsler af hver prøve. Efter denne metode endte jeg på en delt tredieplads i klassen. Det var jeg særdeles tilfreds med, efter jeg både havde væltet et par kegler og haft problemer med benzintilførslen undervejs.

Da jeg fik resultatlisten, lavede jeg en udregning med totale tid, på de tre hurtigste gennemkørsler. Jeg synes denne metode er mere reel og i min klasse vendte det lidt op og ned på resultatet. Bla. havde jeg den næsthurtigste tid i klassen og nr. 11 ud af de 20 deltagere!


klik for video


"Når enden er god er alting godt" MEN Heraldens motor har det ikke godt, så nu bliver den taget ud og adskilt, så den kan blive klar til næste løb d. 25 juni.





søndag den 8. maj 2016

Sikke noget PI.

Jo den kan skam køre min PI!

                                          her er vi på Kalundborg havn. (foto preben madsen)

Jeg har nok kørt omkring 1000 km i den indtil nu og den kører meget bedre end den starter!
Jeg var helt klar over at jeg fik en bil med nye udfordringer da jeg købte den og den skal nok blive go´ Men der er stadig et par opgaver med at opnå den optimale motorgang. Jeg synes det er spændende at lære noget nyt og hvis andre kan lære at "skrue Lucas PI" så kan jeg vel også.






Da jeg havde kørt og overbevist mig selv om, at fejlen måtte ligge i fordeleren, brugte jeg det halve af lørdagen på at bytte den ud, med denne fra en anden motor jeg har stående. Samtidigt kunne jeg få udskiftet alt hvad der er af pakninger ved fordeleren, da det er her det største oliespild kommer fra.
Det hjalp ikke på startproblemet og da jeg fik rengjort den afmonterede fordeler, kunne jeg se at det ikke er ret længe siden at den har været en tur i England og blive renoveret. Det var da dejligt, da renoveringen koster ca. 5000 kr!

                                          så fin var den under spildolien.

Nu skal jeg så have byttet tilbage igen, men pyt, det giver jo lidt træning i timing af indsprøjtningstidspunkt mv.

Fejlsøgningen fortsætter og det kan sikkert høres vidt omkring når jeg finder den!