mandag den 13. marts 2017

En tand bedre, igen.


Det er lykkedes mig at finde de fleste dele jeg manglede og det pynter lidt hvergang.

Der er kommet emblemer på siden af motorhjælmen, nye lygtekranse og en rustfri kofanger foran.

Gearkassen skramlede meget i første og bakgear, så jeg var glad da jeg fandt en anden. Men udskiftningen viste sig at være en større opgave. Hvergang jeg spændte den fast, så kunne motoren kun drejes 1/8 omgang! Det viste sig at være mig der vidste for lidt om Morris Minor, da diameteren på koblingen er større på en 1100cc end på en 948cc og jeg var kommet hjem med en 948 gearkasse. Heldigvis havde sælgeren flere på lager og den rigtige "smuttede" lige på og det føles som en helt anden bil at køre i.

Karburatoren blev også udskiftet, til en knap så slidt, men meget beskidt og det er jo tegn på at tidligere ejere har smurt den godt, så støvet rigtigt har kunnet hænge i.




Der kom næsten ingen varme i kabinen og derfor returskyllede jeg varmeapparatet, hvorved der kom en masse brunt "snask" ud, det hjalp bare ikke, så idag brugte jeg en time på at få det fastrustede termostathus af motoren og det viste sig at termostaten stod åben hele tiden. Jeg havde en 88 grader fra en Saab Turbo på hylden, så den blev monteret og nu kom der også "turbo" på varmeapparatet.

De flotte hjulkapsler har jeg lånt fra mit Herald projekt, så jeg må se om jeg kan finde et sæt originale, på den kommende Messe i Fredericia.

Det er ren luksus, nu har jeg 3 køreklare englændere, så lad os nu få noget sommer.