tirsdag den 29. marts 2016

Ugens højdepunkt...............synet og godkendt

Efter 4 måneders klargøring lykkedes det at få synet og godkendt bilen. Den køre godt og "todo" listen kan være på ét stykke papir! Det er mest kosmetiske fejl der er tilbage, så nu skal der køres.


torsdag den 24. marts 2016

Dysetest og tågesnak.

Her er så min nye dysetester (Storm-P har ikke levet forgæves)

Den består af højtrykspumpesættet fra en mk1 PI, en benzinpumpe fra en MGB,  et batteri fra en havetraktor, en 5L oliekande, et rødkålsglas og hane og manometer fra en luftkompressor.
MG pumpen føder indsprøjtningspumpen. (på bilen løber benzinen selv ned fra den højere placerede benzintank).

på et par dyser kom benzinen ud i stråler

Dyserne skal sprøjte en fin tåge ind i indsugningen og det kneb lidt med et par af dyserne. Den eneste man kan gøre ved dem er at blæse dem igennem med trykluft. Hvis det ikke hjælper kasserer man dysen og køber en ny.

Som det ses, hjalp det med en gennemblæsning.
Måske skulle jeg montere manometret og et udtag til dysetest i bagagerummet på bilen. Det ville være rart at kunne kontrollere om trykket (7,5 bar) er til stede hvis anlægget skulle drille. Der sidder en justerbar trykventil på anlægget, der skal holde trykket fast på 7.5bar.

Det hjalp på udsætterne, men jeg tror at tomgangen kan blive bedre. Jagten fortsætter, men nu kan jeg jo også udelukke dyserne fra fejlmulighederne.




Jagten er gået ind...... på ren motorgang!


Når nu jeg havde afmonteret spjældhusene, kunne jeg jo lige så godt give dem et eftersyn og da topdækselpakningen vist har været genbrugt et utal af gange, så er alt på motoren smurt ind i "oliesnask".
Det pyntede gevaldigt efter en tur i rensekarret. Efter genmontering følger der en komplet justering af speedertræk, koldstartsystem og gasspjæld, men nu kan jeg det jo snart uden at kigge i håndbogen.

Da jeg stadig ikke var tilfreds med motorgangen, var det tid til at se på tændingsanlægget og den første fejl jeg så var et stort slør i strømfordelerakslen, hvilket bla. betyder at tændingtidspunket bliver forskelligt på cylindrene. Jeg har altid ment at hvis platiner var godt nok i 60érne, så må de også være det stadigvæk og det er jo nemt at fejlfinde på den gl. type tænding, så man altid kan køre hjem hvis der opstår problemer. Men denne gang har jeg altså overgivet mig og monteret elektronisk tænding på PIén. Jeg havde en gl. fordeler med Piranha anlæg på lager og efter den var monteret, gik motoren betydeligt bedre. Det drejer sig jo også om at minimere antallet af fejlmuligheder, når jeg nu skal til at lære at skrue på PI-anlæg.

Nu er bilen blevet helt behagelig at køre i, men jagten fortsætter i påsken på nogle små udsættere ved jævn hastighed. Jeg skal prøve at lave en testbænk til indsprøjningsdyserne, ved hjælp af en ekstra højtrykspumpe og reduktionsventil jeg har på hylden. Dyser der er tilstoppede eller drypper istedet for at forstøve benzinen, kan jo også være årsagen til udsætterne.




mandag den 21. marts 2016

ØV........udstødning med komplikationer.

Jeg får jo ikke synet min PI med en utæt udstødning og den bagerste lydpotte var erstattet af et rør. Det lød fantastisk, men det bliver altså hurtigt trættende på høre på i længden. Så jeg måtte en tur i skuret og finde en bedre.
Efter en "byge" varmefast maling ser det jo helt hæderligt ud. En af de kommende opgaver bliver at finde en bagpotte med lidt mere gennemtræk.

Da jeg forsøgte at vride den gamle udstødning af, krøllede forrøret sammen som en brugt papirpose! Det var tyndt som øldåseblik og tidligere forsøgt repareret. Der var også knækket en støttebolt på manifolden, så forrøret kun sad fast med to bolte, så nu kunne jeg jo lige så godt knække de to sidste!

Jeg havde selvfølgelig en anden udstødningsmanifold på lager, så jeg kun skulle bore én knækket bolt ud. Som født optimist, troede jeg selvfølgelig at jeg kunne genbruge pakningen ved topstykket og undgå at afmontere spjældhusene, men den faldt ud i småstykker da jeg løsnede manifolden.

Jeg havde planlagt at efterse spjældhusene senere på sæsonen, da ét spjæld i hver ikke lukker helt tæt. Ham der har skiftet spjældaksler på den har ikke været omhyggelig nok og det giver problemer med at opnå den korrekte tomgang. På PI-anlæget kommer tomgangsluften fra en justerbar ventil og fordeles i et rørsystem til hver cylinder, så gasspjældene SKAL være helt lukkede i tomgang.


Nu er jeg endelig klar til at montere udstødningen og så skal jeg "bare lige" have styr på spjældhusene, nu de er afmonteret alligevel.

fredag den 18. marts 2016

Ud at køre med de...........forårsfriske.

Så var det vist på tide at få startet "Yrsa" op efter vinteren, for i morgen skal vi ud og lege med MG-klubben et sted på på Vestsjælland.






Klargøringen bestod i en halv liter olie og lidt ekstra luft i dækkene, når den kørte fint i efteråret gør den det vel stadigt!





MG-klubben inviterer alle klassiske biler til at deltage og det foregår på et kæmpestort asfalteret område. Hvis i vil ud og "se på" eller køre selv, så kontakt mig på 20848940.





Det blev en god og lidt kølig dag med MG-klubben på Stigsnæs. To MGér med flere chauffører og Klaus og mig i Triumph sørgede for underholdningen.  Det bliver godt når der kommer flere deltagere sammen med varmen senere. Heralden følger godt med, selvom den mangler 20-40 hk i forhold til de andre deltagere.


fredag den 11. marts 2016

"Kontaktbesvær"

Den godt brugte lyskontakt i PIén var ustabil så p-lyset svigtede periodisk, så nu måtte den have et eftersyn. Lyskontakten er boltet fast fra bagsiden af instrumentbordet, så jeg havde en del bange anelser inden jeg gik i gang med opgaven.

Her er så en lille instruktion i udskiftning af lyskontakt:

Ratkontakt afmonteres - rat afmonteres - slæbering for hornkontakt afmonteres (forsigtigt) - afviserarm afmonteres - speedometer afmonteres - instrument med ure afmonteres - syv kontrollamper opmærkes og afmonteres - knapper afmonteres - omløbere for kontakter og tændingskontakt afmonteres - ratakselafdækning afmonteres - afdækning omkring gearstang afmonteres - kardanboks/center handskerum afmonteres - varmeslange til venstre defroster afmonteres - venstre del af varmeregulering afmonteres og så ser det hele sådan ud:






Efter en indsprøjtning med kontaktrens, klikkede kontakterne igen som de skulle og i fremtiden skal de kun trække styrestrømmen til lysrelæerne.

Når nu jeg havde adskilt instrumentbrættet, kunne jeg jo lige flytte op og nedblændingen op i afviserarmen, hvor kontakten til overhalinglyset kunne bruges til styring af et lysrelæ fra en Saab 99. Nu skifter lyset hver gang man trykker på enden af afviserarmen, så man slipper for at trampe på den originale gulvkontakt. Det "nye" relæ trækker nu alt strømmen til forlygterne.

Jeg fik også trukket ledninger til radio, aut. kørelys og elbagrude mv. , så nu håber jeg ikke jeg skal adskille det hele igen foreløbigt.

Speedometerkablet blev forøvrigt også udskiftet, det var knækket ved gearkassen, men jeg regner med at problemet er løst med det nye gearkasseophæng, hvor der er bedre plads til kablet.

søndag den 6. marts 2016

Vandspild

Som størstedelen af gamle engelske biler så kan man altid se hvor PIén har stået, de afmærker jo deres territorium med en del oliepletter. På trods af at den her ikke har tilhørt Kongehuset, dryppede den også blåt! Ved nærmere eftersyn viste det sig at det var vandpumpen der var en anelse utæt.

Da jeg havde skiftet pumpen, trykprøvede jeg kølesystemet og fandt to løse spændebånd på den øverste kølerslange og fik dem efterspændt, så nu tror jeg den gamles inkontinens er kureret!

I fredags var jeg ude at se til den grønne PI, den står på en stor presenning i et godt ventileret maskinhus ved Slagelse. Jeg drejede lige motoren en omgang med plastvingen, for at fordele olien i cylindrene, så kan den jo tåle at stå et halvt år igen . Den SKAL ud at køre igen, men tiden vil vise hvornår!